Velkommen til Kina!

2 minute read

Inden min afrejse til Shanghai i Kina nedskrev jeg to dokumenter, der skulle forberede mig grundigt på den udfordring, jeg stod over for. Jeg opdelte udfordringen i to dele. ’Det antropologiske projekt’ og ’Det sportslige projekt’. Denne blog omhandler den første del, da selve fodboldtræningen først for alvor kører fra september, hvor den kinesiske sommerferie slutter.

Jeg havde på forhånd opsøgt viden i litteraturen og hos eksperter, der kender til kulturforskelle, talentarbejde, fodboldtræning, opbygning af et akademi og mere specifikt det at operere som vesterlænding i Kina. På den måde har jeg forsøgt at klæde mig optimalt på inden mødet med en ny verdensdel.

Men alligevel kræver det tilvænning og erfaring at være leder og træner i et miljø, som man dybest set ikke kender. På dag 3 trænede jeg en gruppe unge trænere og ledere, som jeg har forhåbninger om skal indgå i mit team fremadrettet. Til slut skulle gruppen rydde materialerne op, og som kutymen er i Danmark, så uddelegerede jeg ansvaret for oprydningen. Det gik helt galt. Jeg kan blot nævne ordene ’slagsmål, baseballbat og politi’.

En erfaring rigere, og så fik jeg en antropologisk lærestreg. ”At tabe ansigt og tabe ære” betyder meget for kineserne, og det vil de for alt i verden ikke gøre i fuldt offentlighed. Og det mistede jeg overblikket over, da jeg uddelegerede oprydningen af materialer. Bagateller ville vi kalde det i Danmark, men i Shanghai betød det, at enkeltpersoner måtte forsvare sin ære og vinde den tilbage foran gruppen.

Videre i samme spor, så har jeg også erfaret, at ældre nyder stor respekt i Kina. Jeg var gæstetræner på en kinesisk skole, hvor en ældre idrætslærer normalt huserede. Jeg så først noget af lærerens træning og uden at lyde selvfed, så kunne min 6-årige nevø levere en bedre træning - uforberedt. Det var på alle måder katastrofalt. Jeg behøver blot nævne, at læreren røg, drak cola og havde solbriller på under stort set hele træningen… Bagefter ønskede den ældre lærer at diskutere min træning kontra hans egen.

Med forbehold for tolkens oversættelsesniveau, så opdagede jeg hurtigt, at læreren reelt bare ville have, at jeg skulle rose ham og sige, at han var dygtig (læs: bedre end mig). ”Han nyder stor respekt grundet sin alder”, forklarede tolken mig efterfølgende i taxaen på vej hjem. Så alder kommer før kompetencer i Kina? – jeg må være svar skyldig, indtil mere empiri er indsamlet.

Kineserne stiller til gengæld ikke mange spørgsmål i grupperinger. Jeg har på mine taxature gennem byen set adskillige plakater af vilde heste, der løber stærkt og har fråde i mundvigen. Det billede skal afspejle den kinesiske arbejdsmoral.

’Løb hurtigere, arbejd hårdere og stil ikke spørgsmål’.

Derfor er det svært at benytte den kommunikationsstrategi, jeg har kørt efter i Danmark, hvor jeg opfordrer og motiverer spillerne til selv at finde løsninger og dermed udvikler den intelligente og selvtænkende fodboldspiller. Her er kineserne mere afventende og venter hele tiden på at få svaret af træneren/lederen. Og som tidligere nævnt, så er kineserne bange for at tabe ansigt offentligt og vil derfor ikke byde ind med et eventuelt forkert svar. Det skal vi have ændret, hvis vi skal udvikle topspillere, men denne gordiske knude har jeg ikke løst endnu, men okay, vi skriver også kun dag 11 i Shanghai.

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Loading...