Den dygtige angriber - uden mål

9 minute read

De danske angribere scorer generelt ikke mange mål (der er altid undtagelser). Det kan skyldes skolingen fra ungdomselitesystemet, hvor der i moderne fodbold er mange og specificerede krav til en såkaldt dygtig spidsangriber. Det er ikke nok at score mål.

Som tidligere ungdomselitetræner i Danmark i henholdsvis B.93 og Brøndby IF, så er jeg selv en del af problemet. Det står jeg gerne ved. Jeg er opvokset i systemet og kulturen, hvor en gammeldagstype spidsangriber sommetider fravælges frem for en spillende spids a lá den moderne betegnelse ’en falsk 9’er’. DBU har helt sikkert også en andel og/eller en skyld i problematikken, da deres konceptualisering af fodbolden siden årtusindeskiftet har bredt sig til alle talentkroge i Danmark. Alle er vi inspireret (og heldigvis for det!) af DBU’s røde tråd og den moderne måde at tænke, træne og udvikle fodbold på. Og vurderet som helhed har dette løftet fodbolden i Danmark - ingen tvivl om det.

Men måske har vi glemt at udvikle målscorere…

Når jeg taler og diskuterer med trænerkolleger om spidsangriberpositionen, så er vigtige parametre; mønstergenkendelse, spil med ryggen til mål, antal af berøringer ved aflæg, presspil, rolle i genpresfasen og sågar styrke ved defensive standardsituationer. Sjældent falder snakken på antallet af mål per chance.

I Brøndby har jeg selv prøvet at rette en uskolet U-angriber til, så han passede ind i konceptet og fremadrettet brugte det meste af sin energi på løbebaner og defensive positioner - med det resultat, at han stoppede med at score mål. Da vi hentede spilleren var han som et vildt dyr og hamrede kasser ind. Han var også en anelse selvisk, uskolet og egocentrisk, men han lavede mål.
Da jeg gjorde ham til den pæne dreng, der passede ind i klassen, så stoppede han ganske enkelt med at score mål. Og jeg må påtage mig en del af skylden. Selv er han i dag lykkelig for udviklingen, da han mener, at han nu er på rette spor og passer ind i moderne fodbold, men jeg er stadig ikke helt overbevist. Måske fjernede jeg samtidig kilerinstinktet, der kunne have gjort ham til en mulig topscorertype…

Hvorfor lod jeg ham ikke bare få mere frie tøjler og opføre sig anderledes, hvis han gennemsnitligt sparkede flere bolde i nettet end de øvrige offensive spillere, vi havde på det respektive tidspunkt? Ganske enkelt fordi han ikke passede ind i konceptet, i mentaliteten, i kulturen og i tankegangen i dansk elitefodbold.

Hvor er Dalgaard-typen?
Da jeg først så Malta-Danmark og dagen derpå så den igen på min computer, så slog det mig, at et eksperiment kunne være interessant. Hvad hvis Thomas Dalsgaard havde spillet fra start? Eller Morten ’Duncan’ Rasmussen eller Ronnie Schwartz? Ville de ud af ingenting – selv i en dårlig og ustruktureret kamp – havde scoret et mål for Danmark? Svaret er umuligt at finde evidens for, men et faktum er det, at de angribere, der scorer flest mål sjældent udtages til landsholdet eller sågar vælges på eliteungdomsholdene rundt om i landet.

Dalgaards øgenavn fortæller alt om kulturen. ”Lazy-boy”. Hvorfor ikke kalde spilleren for ”Goalgetter-boy”, da han notorisk altid har scoret mål? Fokus er i stedet på, at han ikke arbejder nok for holdet.

Og når jeg kigger på vores bedste spillere i U-årgangene (årgang 94-98) lige nu, så slår det mig, hvor dygtige og spillende stoppere, der eksempelvis er skolet, et numerisk overtal af teknisk og taktisk dygtige centrale midtbanespillere, Danmark producerer samt et numerisk undertal af målscorere. Kanterne er teknisk dygtige, men scorer få mål, mens spidsangriberne stort set ingen scorer.
Ingen tvivl om, at systemet/konceptet med en enlig spids (4-3-3, 4-2-3-1) gør det svært for spidsangriberen at få målscorermæssig succes. Han er ofte med ryggen til mål, er ofte dækket op af to stoppere og skal oftest lave førstebevægelsen i afslutningsspillet, som altid læses af forsvarsspillerne, men skaber plads til andenbevægelsen, hvor de fleste chancer skabes igennem. Spidsangriberens rolle er altså negligeret til en holdspiller, der gør holdet og medspillerne gode. Udfordringen i det bliver så, at de øvrige 9 markspillere skal score målene, og her har vi næste problem i dansk talentudvikling. Der er for få notoriske målscorere.

Jeg er for eksempel stor tilhænger af Nicklas Pedersen, fordi han er dygtig i mange faser i spillet. Som danskskolet træner søger man de komplette spidsangribere, og Nicklas Pedersen er på mange måder en komplet 10’er eller 9’er. Men mål laver han stort set ingen af på landsholdet. Og i en lang periode gjorde Jon Dahl Tomasson heller ikke, men også her var fokus på hans defensive presspil, positionering, relationelle færdigheder og andre spille- og ledelsesmæssige facetter, der hjalp holdet og holdkammeraterne.

Dette er ikke en kritik af A-landsholdet, da vi skal starte omskolingen længe inden, hvis vi skal ændre denne udfordring. Ansvaret er nede i U-rækkerne, hvor goalgetteren skal have lov at spille mere og agere mere frit i ungdomsårene, hvis vi skal skabe tillid til disse typer på sigt. Det handler ikke om laissez faire regler og uambitiøse spillere, men om en mentalitetsændring, fordi vi skal bruge spidsangribere senere. Og lige nu mangler vi dem.

Hvis vi kigger tilbage på U19-ligaen og topscorerlisten, så er svaret desværre også, at kun ganske få af ungdomstopscorerne rigtigt er kommet frem og har præsteret på øverste seniorhylde.

I 2009 toppede Morten Foged (FCM) og Mustafa Hassan (Brøndby IF) listen med henholdsvis 15 og 13 mål, men ingen af de to har haft nævneværdig seniorsucces. I 2010 tager Brøndbys Brent McGrath prisen med 29 mål, men australieren har aldrig for alvor slået igennem som seniorspiller. Det har nummer to på listen derimod i form af AaB’s og nu Aston Villas Nicklas Helenius med 22 mål.

I 2011 vinder Nichlas Rohde topscorertitlen i U19-regi med 20 mål for FCN foran Jonas Faaborg for Vejle med 19 kasser. Og ingen af dem har vi desværre hørt meget til siden. Til gengæld er Nicolai Brock-Madsen fra Randers FC længere nede på listen, og han har slået til i Superligaen - allerede i sidste sæson. I 2012 vinder FCM’s Marco Larsen til trods for, at han vel er bedst og mest brugt som 10’er, men heldigvis har vi allerede set en del til ham i Superligaen i denne sæson. Nummer 3 på listen er FCK’s Andreas Cornelius, og her er der naturligvis tale om et kometgennembrud, først i Superligaen, på landsholdet og nu solgt til Premier League.

Det er lidt tidligt at snakke om gennembrud for U19 2013-sæsonen, men alligevel er det værd at bemærke at to ud af top tre på listen slet ikke har fået en Superligakontrakt, men må starte seniortiden nede i divisionerne, så desværre klarer få U-målscorere statistisk set nøglehullet til seniortiden.

Afslutningerne skal struktureres
Statistik og data er jeg som træner stor tilhænger af. Fans og journalister diskuterer følelser, mens trænere diskuterer fakta, og sådan skal det være, for fodboldens fortælling lever kun grundet fansene og mediernes entusiasme. Analysevirksomheden Eye4TALENT har udarbejdet en spændende måde at tænke og bruge data på proaktivt, og deres analyse af forårets angribere i Superligaen var glimrende og brugbar. Jeg tror, at vi skal bevæge os i denne retning på ungdomssiden, hvis vi for alvor skal rykke noget. Vi skal strukturere arbejdet og målsætningerne med spidserne tidligt i udviklingsforløbet og sætte mere fokus på det, som i virkeligheden er essensen - nemlig at lave mål.

A+-trænerne fra de bedste danske klubber udkom i år med en DVD omhandlende ”Den gode afslutter”. Det er en brugbar og inspirerende skive, der viser gode teoretiske og praktiske eksempler på den dygtige angriber, der kan afslutte varieret og komme til afslutning fra forskellige positioner og situationer - og dermed score mål.

Næste skridt må være, at vi udvikler en model til, hvordan vi træner spidsangriberen tidligt til at udvikle disse afslutnings- og placeringsfærdigheder. Og det kræver, at han ind i mellem får lov at slippe, når der trænes defensivt omstillingsspil, eksempelvis. En vigtig pointe som elitetræner er, at man ikke kan træne det hele, men skal evne at fokusere og selektere i hvert eneste træningspas. Og her er angribere blevet overset i de senere år, efter min vurdering, da de er blevet en for stor del af holdtræningen.

Primadonnaen skal rette ind
Hen over sommeren har jeg læst bogen ”Primadonnaledelse” af Helle Hedegaard Hein, som jeg også har stiftet bekendelse med igennem mit virke i talentnetværket Talent-DK. En interessant bog på mange område og lige præcis i forhold til denne spidsangriber-diskussion gav bogen også nogle reflekterende tanker og er et eksempel værd.

Kort beskrevet, så opdeler Hein alle typer mennesker i fire genrer, og den ene kaldes Primadonnaen. Ens første tanke ved denne betegnelse er (historisk ladet) negativ, men sådan bør det ikke være. Primadonna-typen ser sit ”arbejde” som et kald, og der er noget eksistentielt over hans arbejde. Primadonnaen stiler altid efter den ultimative præstation og det størst mulige kick, lyder betegnelsen hos Hein.

Denne mennesketype er jeg stødt på blandt spidsangriberne. Og i en holdsport som fodbold og i en dansk foreningskultur er de ikke specielt velansete. Og som holdspilstræner er jeg et langt stykke hen ad vejen enig, men måske er det tid til at give lidt slip og se, om vi kan udvikle andre typer mennesker og spillere end den skolede spids og pæne dreng, der kan alt andet på banen – undtagen at score mål. I sidste ende handler det om ledelse. Om at skabe resultater gennem andre. Om at få det maksimale ud af andre og ud af fællesskabet i sidste ende. Vi har en sætning i ungdomsfodbold, der hedder, at ’spillerne skal lære at spille først for holdet og dernæst for sig selv’. Måske har vi dræbt primadonnaerne og målscorerne med denne filosofi. Mange ledere/talentchefer/trænere magter måske ikke at håndtere de forskellige typer af mennesker og retter (måske ubevidst) alle ind, så de passer ind i systemet og kulturen.

Min pointe er ikke, at vi skal give afkald på disciplinen, konceptet, for moderne fodbold vindes af kontinuitet, struktur, automatismer og mønstergenkendelse, men jeg tror ikke, at vi vil tabe voldsomt mange flere fodboldkampe end nu, hvis den forreste spiller får en anelse mere frihed til at øve sig og fokusere på at score mål frem for at forsvare. Vi skal ind og kigge på, hvad vi udvikler og med det sagt også, hvad vi dermed ikke udvikler. Hver gang vi vælger noget, så vælger vi noget andet fra. Og måske har vi for længe i dansk fodbold avlet holdspillere på samtlige positioner. Og derfor står vi i 2013 med en overflod af eksempelvis centrale midtbane, men også skræmmende få målscorertyper.

For nylig læste jeg en god trænerkollega udtale, at ”det er vores forbandede pligt som ungdomstrænere at lade en spiller drible for meget”. Jeg er fuldstændig enig. Vi elsker at se de bedste spillere folde sig ud og lave det uventede, og dette mod skal udvikles i ungdomsårene. Nu skal vi give plads til målscoreren til at være målscoreren i stedet for presspilleren og holdspilleren. Men det kræver handling og en mentalitets- og kulturændring ned igennem systemet.

Mål ændrer fodboldkampe – husk det.

Categories:

Updated:

Comments

Erik Østenkjær

Nu har jeg efterhånden brugt de sidste 10-15 år på at forholde mig kritisk til lige netop udviklingen af angribere i Dansk fodbold og i særdeleshed til den kultur og det menneskesyn der er skabt. Her er så for første gang en ungdomstræner der har fået forståelsen for sammenhænge mellem kultur og præstation, jeg er bare en glad gammel mand i dag, så er der håb! Rummelighed er noget af det vigtigste specielt når det gælder mennesker med et specielt talent og en dertil speciel psyke! Forudsætningen for rummelighed er erkendelsen af egne grænser for samme, for først her kan man starte udviklingen af egen rummelighed og mulighederne for at forløse andres talent og lige netop den del mangler i DBU og mange klubber i dette land. Magten er blevet den fremhærskende bestanddel af fodboldens kultur hvor det burde være udvikling, det drejer sig om personlig magt og organisational magt, man glemmer bare at al magt er undertrykkende uanset i hvilken for den udøves og hermed har vi lige netop det grundlag der undertrykker angribertyperne for de KAN ikke agere aggressivt og samtidig underlægge sig, det er mod deres mentale natur!

Jan Christian Hansen

Enig i din tankegang. Sad og tænkte det samme, da landsholdet blev offentliggjort. Hvorfor ikke tage en angriber fra superligaen, som scorer mange mål. Det var trods alt “kun” Malta man skulle møde. Vores spillere er blevet en del af den samlede holdkultur, hvor man skal passe ind i det store billede. Bevares, det er et holdspil. Men bliver det på bekostning af 10’erens færdigheder, så har vi lang vej igen…… Mht. talentudviklingen, var jeg ude og se en U17 Liga kamp mellem FCM og AAB - og jeg blev skuffet. Ikke kun fordi der ikke var nogle “fødte” 10’ere. Men de 2 spillestile handlede om, at spille bolden rundt for det ene hold og hurtige omstillinger for det andet. For begge hold var det symptomatisk, at det var holdspillet, som var i fokus. Med mine farvet “FCM” briller, så jeg kun 1 spiller, som skilte sig ud fra de andre. 1 spiller, som kun afgøre kampen og som kunne lave de mest fantastiske ting. Alle de andre på de to hold….var almindeligt gode fodboldspillere. Og det var så det. Min pointe ud fra min ene betragtning af en Liga kamp på U17 niveau er, at vi ikke talentudvikler nok. Jeg savner, at vi tager det store forstørrelsesglas frem og kikker på hver enkel profil. Undersøger, hvad spilleren mangler for at kunne slå til først i superligaen og dernæst i udlandet. Give ham plads til at udvikle sig. Vi træner ikke individuelt nok. Min erfaring siger mig, at der bliver sat alt for meget fokus på organisationen og spillestilen i forhold til den enkelte spiller. Jeg ser alt for lidt analyse af spilleren, hvor han er nu og hvor han skal hen! Jeg ved at klubberne vil være uenige. Men jeg ser bare lidt for meget TIKI TAKA og omstillinger. Og i mine øjne, er det ikke dem som sælger billetterne på lange bane. Vi skal lære af de store spillere. Vi skal stjæle deres bevægelser og erfaring. Vi skal putte det ind i spillerne. Ikke kopiere, hvordan andre hold spiller. Det gør vi for meget. Også via den røde tråd i DBU - selv om den har mange gode sider. Drop den stive organisation - udvikl den enkelte spiller meget mere end vi gør i dag…

martin

blev lidt klogere af at læse artiklen, men kom til at tænke på pendulets svingninger. Nu har vi i en decade talt om at angriberen skal kæmpe for hele holdet. Men nu svinger pendulet tilbage igen til at angriberen får lov til at være mere selvisk. Men du nævner selv Jon Dahl, og var han ikke holdspilleren, der stadigvæk var uhyre farlig foran mål; og det er vel også synd at sige at Messi ikke både kan levere i spillet såvel som score mål. BTW, godt at du har tid til at skrive fra dt selvvalgte eksil i Shanghai /Martin

Mads Davidsen

Hej Erik, Jan og Martin, Mange tak for feedback! @Erik: Tak for de pæne ord! Jeg har i de seneste 10 år haft mental udvikling og mental træning som min vigtigste kæphest som U-træner, men desværre er det en svær kamp at kæmpe i ungdomsfodbold, hvor kulturen ikke er “vant til det” og sjældent forstår det, men vi bliver ved med at kæmpe for spillernes skyld! @Jan: Jeg er helt enig. I U-fodbold fylder resultater stadig for meget. Trænerne vil vinde for deres eget egos skyld, og det koster på den individuelle udvikling. Jeg har oplevet U12-trænere i 7-mands uden offside stille alle mand ind i målet ved et frispark for at genere målmanden og få et nemt mål. Det er komplet vanvittigt og har intet med hverken udvikling eller fodbold at gøre. @Martin: Min pointe er ikke, at vi skal have en doven type, der ikke kæmper for holdet. Den tid er forbi. Bayern Munchen vandt Champions League, fordi alle 10 løber bagud i banen. Selv Robben og Ribery forsvarer. Min pointe er blot, at vi i ungdomsfodbolden bør give mere frihed til individualisten og eneren og glemme, om det koster lidt i regnskabet. Vedrørende Jon Dahl, så er det helt korrekt, at han scorede mange mål, men selv da han stoppede med at score, spillede han stadig hver gang, fordi der manglede alternativer qua den manglende fokus på at udvikle de spillere, der kan afgøre kampene og træde ud af strukturen. Derfor kan A-landsholdet ikke lave mål. Og jeg kender indgående de kommende U-årgange (årgang 93-96), der kommer op, da jeg selv har trænet alle fire årgange, og her er heller ikke nogen, der kan score mål. Derfor skal vi overveje, om vi udvikler de rigtige typer eller vi ensretter for meget, for det rammer os selv på A-holdet. Igen tak for debatten! Mvh, Mads

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Loading...