EM’s taktiske tendenser 1.0

4 minute read

En slutrunde danner altid grobund for massive fodbolddiskussioner og har igennem historien vist, at fremtidens fodbold viser sit ansigt netop her. Tendenserne og udviklingen i fodboldspillet dukker ofte op, når de bedste spillere og lande er samlet.

Jeg har kigget på og analyseret samtlige 16 hold ved EM-slutrunden efter den første gruppekamp, og der er allerede tydelige tendenser i valg af system, koncept og presspil.

Systemet:

Vi kan konstatere, at alle hold fortsat spiller med 4 i bagkæden. I hvert fald, når holdene forsvarer. Flere lande kører “FCN-modellen” og bygger op med 3 spillere i opbygningsspillet. Eksempelvis Italien, der trak Daniele De Rossi ned mellem de to stoppere og lod Roma-spilleren slå diagonaler på kanterne, da Italien (klogt) valgte primært at spille på ydersiden af Spaniens organisation, men når de Azurri-blå forsvarer, så er 4-backkæden intakt - og endda enkelte gange havde holdet en fem-backkæde.

I forhold til den vitale og omdiskuterede position som spidsangriber, så er der fortsat stor forskellighed hos landene. 4-2-3-1 systemet med en central angriber er mest hyppigt blandt de 16 lande, eksempelvis hos Polen, Tjekkiet og Frankrig, mens England og Sverige kører efter klassiske 4-4-2 modeller med to snorlige 4-kæder og en stram defensiv organisation, men med plads til to centrale angribere. Danmark, Holland og periodevis Spanien kører 4-3-3 systemet, mens Kroatien er ene om et fleksibelt 4-1-3-2 system.

Fælles for dem alle er, at systemet i moderne fodbold er under afvikling, da der er langt flere positionsskift end tidligere og mere bevægelse på banens sidste tredjedel. Derfor er det vanskeligt at sætte landene i bås og definere et system, og Spanien kørte for eksempel med en ”falsk 9’er”, altså helt uden spidsangriber, og hvad kalder man sådant et system?

Koncept

Når vi analyserer landenes koncept og gameplan, så er det ikke overraskende, at Spanien havde flest vellykkede pasninger (681) i første spillerunde, hvor Xavi alene stod for de 116. De fleste lande forsøger at spille bolden kort ud fra keeperen og bygge spillet tålmodigt op som Spanien, men Irland, England og i perioder Sverige vælger alle det tidlige spil på spidsangriberen som deres foretrukne opbygningsspilvariant – også i form af direkte målspark fra keeperen.

Danmark valgte konstant at spille kort ud, selvom hollænderne havde læst på lektien og forsøgte at presse højt og lukke de danske målspark. Her skulle Stephan Andersen hvile på bolden og vente på hollændernes udfald, hvilket numerisk vil give en fri dansk markspiller et sted på banen.

Der er fortsat fine tendenser i brugen af offensive backs, når holdene har bolden og går fra opbygningsspil mod afslutningsspil. Eksempelvis Kroatiens Dario Srna, Tjekkiets Theodor Gebre Selassie, Oleg Gusev fra Ukraine, begge de tyske backs - og så naturligvis Simon Poulsen fra Danmark. Disse spillere er oftest bredden i spillet, da kanten i stedet søger ind i banen, agerer mellemrumsspiller og skaber overtal centralt på banen. Det er en tendens, vi har set udviklet i de seneste år, og dette EM viser, at de offensive backs fortsat er aktuelle i fremtidens fodbold. Vi kan samtidig også konstatere, at der blev scoret på 7 indlæg (4 i det bagerste rum og 3 i det forreste rum) i første spillerunde.

En anden spændende tendens er spidsangribernes bevægelse. Jeg synes, at der er sket et skifte her i forhold til EM for 4 år siden, hvor vi mere så den stationære spidsangriber. Spanien kører helt uden en typisk 9’er, mens der er masser af pladsskifte på eksempelvis det russiske, hollandske, italienske, polske, græske og franske hold. 9’eren bevæger sig både langt ned i banen og falder helt ud i siderne, men angriberpositionen er hele tiden besat, da en kantspiller eller en midtbanespiller rykker op som angriber.

Den fleksibilitet gør det svært at forsvare, og det bedste eksempel på dette var i det 44.minut af kampen mellem Italien og Spanien. Italien erobrer bolden og kører en omstilling på et spansk hold i ubalance, og angriberen Antonio Cassano søger helt ud i venstresiden, mens Thiago Motta (midtbanespiller) rykker frem som spidsangriber og kommer til en hovedstødsafslutning efter et indlæg ved den forreste stolpe = spidsangriberens primære position ved indlæg.

Pres- og erobringsspil

Jeg har tidligere skrevet en træneropgave om pres- og erobringsspil, så det har jeg naturligvis også kigget på, og her kan jeg konstatere, at alt er ved det gamle. Der var formodninger om, at flere lande og hold ville indarbejde et kollektivt højt pres grundet Marcelo Bielsa og Athletic Bilbaos succes i den foregående sæson, men det har vi endnu til gode at se. 90 % af holdene kører med den klassiske middel preslinje. Det vil konkret sige, at pres- og erobringsfasen starter ved buen på modstanderens halvdel.

Der var i perioder i visse kampe tendenser til højt pres, da hollænderne gik højt på de danske målspark, hvilket Irland også gjorde mod Kroatien, men det var ikke en grundregel. Tyskland gik også i mellemhøjt pres på Portugal, mens England kun i 0-10 minutter forsøgte at gå højt og stresse den franske bagkæde i opbygningsfasen.

Vi har dermed endnu ikke set Bielsas aftryk på fodboldverdenen med hans mand-mand inspirerede høje og aggressive pres- og erobringsspil.

NB: Jeg kan varmt anbefale fodboldnørder at se EM på dr.dk, der sender halvdelen af kampene fra et overblikskamera, hvor man virkelig kan analysere spillet.

Bragt i Tipsbladet fredag den 15/6 2012

Categories:

Updated:

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Loading...