Dyrk glæden i den daglige træning

2 minute read

Fodboldtræning skal ikke nødvendigvis være sjovt, men stimulerende og lærerigt for børnene. På den måde fremelskes glæden ved spillet - og det bedste udviklingsmiljø skabes.

»Jeg tror godt, du kan have topsport uden glæde. Men du når ikke op i det sublime.«

Sådan lyder et citat fra den tidligere danske landsholdsspiller Brian Laudrup i bogen ’Jagten på glæden – og det bedste talentliv’.

Og netop glæden ved at dyrke elitesport og ungdomsfodbold er, efter min mening, fodboldens DNA. Den svenske OL-konsulent Ingvar Bengtsson har konkluderet, at 90 % af en præstation bygger på de indre energier, mens blot 10 % kommer fra træning, kost og økonomi.

Det fortæller alt om, hvor meget potentiale, der ligger dybt begravet i mennesket.

I fodbold er der en hård konkurrencekultur. Og det kan være en svær balancegang for ungdomstrænere rundt om i klubberne at sørge for glæde og udvikling, mens man samtidig skal være seriøs, struktureret og disciplineret. Det kræver både dygtig mandskabsbehandling, empati og ikke mindst kommunikative evner.

Ungdomsspillere står i dag overfor et stort pres i en tidlig alder, da der kræves mere og mere af dem i en hård branche, hvor flertallet langsomt falder fra. Derfor skal talenterne have de bedste rammer at udvikle sig i.

Spillerne skal føle, at det er ’fedt’ at træne igennem. At vi har det bedst, sjovest og lærer mest, når vi brænder igennem og bagefter samlet er trætte og mentalt slidte. Her kommer glæden ved spillet. Og her har trænerne et kæmpe ansvar.

Trænerne står for den strukturelle planlægning, visionerne, værdierne og tonen. Træneren er guiden og den, som hele tiden skal have fingeren på pulsen.

Det er svært at måle glæde, men det gælder om at stimulere glæden og hjælpe talenterne med at opnå den højst mulige kvalitet, mens der samtidig er fokus på at holde gejsten og lysten til at lære oppe.

Glæden er en følelse, der kommer igennem konkrete oplevelser. Det betyder også, at glæden er kort, og man konstant skal søge efter nye udfordringer og oplevelser for at fremelske følelsen i kroppen af glæde.

Glæde kan opstå, når du er dybt fokuseret på en specifik detalje, der lykkes. Det kan være alt lige fra teknisk, taktisk, fysisk til mental træning. Glæden kommer ved at udvikle sig, ved at vinde, ved at være bedre end andre til noget. Glæden skabes igennem din identitet, oplevelsen af et fællesskab og en indholdsrig træning.

Og glæden kan komme igennem anerkendelse fra træneren - glæden ved at føle sig værdsat, respekteret og speciel.

Jeg tror alle, der har dyrket eliteidræt, kan huske en specifik episode i karrieren, hvor glæden oversteg alt andet. Fornemmelsen af, at intet kunne gå galt, en tilstand, hvor man glemmer alt omkring sig og opsluges totalt af nuet. Følelsen af at være stærk, uovervindelig og totalt ovenpå.

Det er en unik og helt fantastisk følelse, som fodboldtrænerne skal forsøge at give spillerne. Der findes som bekendt ikke en matematisk formel for glæden, men skaber træneren et struktureret udviklingsmiljø, hvor rammerne indeholder afveksling, smil og indbyrdes respekt, så er vi kommet langt.

Categories:

Updated:

Leave a Comment

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Loading...